Kunstner: Keld Moseholm
Placering: Mølletorv, Storegade, Brande
Mange kender Keld Moseholms værker. De er også let genkendelige, for de er ofte befolket af små runde mennesker, der er i færd med et eller andet. Ofte er handlingen besværlig, udfordrende eller måske ligefrem umulig. De små runde mennesker og deres absurde handlinger kan få os til at trække på smilebåndet. Men de giver os også noget at tænke over.
Visdommens Kilde i Brande er en stor, groft skåret sten i granit. Små mennesker i forskellige størrelser kravler op ad stenen. Oven på stenen pibler vandet frem. Stenen står i et lille bassin, der holder vandet inde.
De små mennesker i værket her har det samme mål. De er i færd med at kæmpe sig op ad stenen og op mod vandet. Èn hænger faretruende på en af de næsten lodrette sider. Andre er kommet længere op, men ingen er nået op på toppen. De kravler alle, og de kæmper. Med den fortællende titel Visdommens Kilde er det tydeligt, hvad det er, de stræber efter. De vil hen og drikke af Visdommens Kilde, som springer i midten af stenen. Mon de nogensinde når derop? Det må vi selv forestille os, for vi får intet svar.
De mindste af mændene er dem, der er tættest på kilden. Keld Moseholm har selv forklaret, at det er for at vise, at verden er uendelig stor.[1] Keld Moseholm udformer menneskene, så de ligner hinanden. De har samme kropsform, samme farve og de er uden ansigter. De kan ses som billeder på det almenmenneskelige, og fokus flytter til den handling, som de små mennesker er i færd med.
Nogle kender sikkert fortællingen om Mimers brønd fra den Nordiske Mytologi. Mimers brønd var fyldt med visdom, og var én af de tre brønde under træet Yggdrasil. Ifølge fortællingen drak Mimer af vandet i brønden hver dag for at få visdom om alt. Odin gav sit ene øje i pant for at få lov til at drikke af kilden. Øjet ligger iflg. fortællingen på bunden af brønden.[2] Odin gik altså til yderlighederne for at få visdom. Er visdom mon noget, som det moderne menneske også stræber efter?
På Dalgas Torv i Brande står der endnu en skulptur af Keld Moseholm. Den har titlen Styrke og Snilde og er fra 2009.
BIOGRAFI
Keld Moseholm
Billedhugger, skulptør
Født den 26. april 1936
Keld Moseholm blev uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 1958 - 62 og på Kunstakademiets Billedhuggerskole, hvor han gik fra 1965 – 70. Han debuterede allerede i 1961 på udstillingen Skulptur i Eventyrhaven i Odense. Han har udstillet på mange udstillinger gennem årene både i Danmark og i udlandet. Han deltog blandt andet ved Sculpture by the Sea i Aarhus i 2011, hvor han vandt publikumsprisen. At Keld Moseholm er utrolig produktiv, kan ses på det store antal af værker og udsmykninger, der kan ses i det offentlige rum i både Danmark og i udlandet. En stor del findes på Fyn, hvor kunstneren er bosiddende. Men også i blandt andet Billund, Ålborg, Hjørring, Hillerød og København kan man møde hans skulpturer. Derudover er Keld Moseholm repræsenteret på blandt andet Brandts i Odense, The Balnaves Foundation i Australien, Ostholstein Museum i Tyskland og hos Fyns Kunstfond. Han har blandt andet modtaget The Balnaves Foundation Sculpture Prize ved Sculpture by the Sea i Australien i 2010, Prix Fondation Florence J. Gould i Monaco i 1987.
[1] Buchwald, Tina Hastrup von: Kristendom og tykke mænd, p. 24. Unitas Forlag, 2007.
[2] Gyldendal - Den Store Danske: Artiklen Mimers Brønd.
Mere om Keld Moseholm
Omdrejningspunktet for billedhugger Keld Moseholm er skulpturen, og omdrejningspunktet for hans skulpturer er mennesket. Det er hans foretrukne motiv. Ofte er mennesket fremstillet som en lille rund mand eller kvinde. Disse mennesker er ofte i færd med en eller anden form for handling. Det er disse handlinger, der er det centrale i værkerne. De små runde mennesker har dog ikke altid været der. I Keld Moseholms tidligere værker er menneskefiguren mere klassisk og naturalistisk. Men det har altid handlet om at afbilde mennesket.
Den klassiske skulptur
Keld Moseholm blev uddannet på Det Kongelig Danske Kunstakademi, hvor han gik på billedhuggerlinjen under professor og billedhugger Gottfred Eickhoff. Det var en uddannelse i den klassiske billedhuggerkunst. Dette fornægter sig ikke i Moseholms tidlige værker, der er kendetegnede af et naturalistisk og men samtidig moderne formsprog. Stilen er enkel, lidt grov og ikke så detaljeret. Man er ikke i tvivl om, at man står overfor eksempelvis en kvindefigur. Der er fokus på formen, på materialet og mindre fokus på detaljer som hår og ansigtstræk. I de tidlige skulpturer viser Keld Moseholm eksempelvis kvinden i en rolig og næsten indadvendt positur, som enten er stående, siddende eller liggende. Der er meget lidt bevægelse og uro her. Figuren står i rummet og enkelte forskydninger skaber liv i skulpturen. Det kan for eksempel være benene, der krydses, eller armene der holdes på ryggen. Det er tydeligt i disse skulpturer, at Keld Moseholm mestrer billedhuggerkunsten til fulde.
Der er nogle af disse skulpturer, der viser frem til det formsprog, som Keld Moseholm benytter sig af i dag. Eksempelvis skulpturen Lene fra 1996, som står på Torvet i Fåborg. Kvinden i skulpturen er afbildet i det sekund, hvor hun sætter sig på en gynge. Hun står næsten oprejst og holder om rebene. Hun skal lige til at sætte af. Man kan nemt forestille sig, hvordan hun sekundet efter gynger. Man kan ikke se, hvad gyngen hænger i. Det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er det sekund, han har indfanget hende i. Det er et fint eksempel på en stillestående skulptur med masser af bevægelse i. Det, der peger frem mod de senere skulpturer, er netop bevægelsen, at han indfanger figuren i færd med noget.
Flere af Keld Moseholms tidligere værker er modelleret efter levende model. Det kunne både være børn, unge, voksne eller gamle. Ofte har det være kunstnerens egen familie, der har stået model. Han vedbliver med at skabe skulpturer i klassisk, moderne stil helt op i 90´erne. Keld Moseholm har også skabt en lang række torsoer og portrætbuster, som også er forbundet med en lang kunsthistorisk tradition. Fælles for busterne og skulpturerne er, at Keld Moseholm formår at skildre personernes indre liv og give dem et levende udtryk gennem en harmonisk og rolig figurskildring.
Keld Moseholm har også lavet en lang række værker med figurer i bevægelse. Det kan være gymnaster, der springer over buk, fodboldspillere i kamp eller ryttere til hest. Det er kendetegnende, at det er figurernes bevægelsesmønstre, der er i fokus. For selvom der eksempelvis kan være flere gymnaster i det samme værk, så ser det ud som om, der er tale om en afbildning af samme gymnast i forskellige positioner. Vi ser gymnasten stå klar, tage tilløb, springe over bukken og lande på måtten igen. Det er et studie i kroppens forskellige bevægelser som stilstand, løb og spring.
De surrealistiske og humoristiske skulpturer
De små runde mennesker myldrer ind i Keld Moseholms kunstneriske univers i 1980´erne og med dem et mere karikeret og fabulerende formsprog. Det er som om, der er noget andet på spil for Keld Moseholm nu, som ikke kan udtrykkes med den klassiske skulptur. Fokus flytter fra kroppen til en krop eller kroppe i en handling.
Det er karakteristisk, at de små runde mennesker i Moseholms værker ofte er flere om de handlinger, de er i gang med. Det betyder, at de ofte samarbejder om projektet, uanset hvor grotesk eller mærkværdig handlingen eller projektet er. Der er ikke én, der stopper op og siger, at det ikke kan lade sig gøre. For det kan lade sig gøre. I hvert fald klør de små mennesker på. Også selvom det er dømt til at mislykkes. Som figuren, der læner sig forover for at skubbe til en kvinde, der sidder på en gynge. Han ser ikke, at han har lænet sig så meget forover, at han om lidt vil styrte ned fra den piedestal, han står på.
Mange trækker på smilebåndene, når de ser de små mennesker i deres groteske situationer. Måske er det på grund af figurernes små runde kroppe, eller også er det de absurde handlinger. Eller måske en kombination? Måske skaber deres kropsform en distance men samtidig en ømhed? Vi kan se, at det er mennesker. Derfor kan vi spejle os i dem og genkende os selv i dem.
Keld Moseholms værker skal ikke bare få os til at trække på smilebåndet. Alvoren er også et vigtigt element. De små mennesker ligner alle hinanden, og derfor ligner de alle mennesker. Der er os, der bliver afbildet. Det er os, der er i færd med håbløse handlinger, som vi ikke kender eller vil anerkende konsekvensen af.
Mennesket i centrum
Det er menneskers eksistentielle vilkår, som Moseholm afbilder i sine skulpturer. Det er håbløsheden, det groteske og absurde, han viser os, men det er også samarbejdet, glæden, kærligheden, opofrelse og legen. Keld Moseholms værker kan virke som karikaturer på det moderne menneske og de eksistentielle vilkår, vi underlægger os. Men han viser os også, at det nogle gange kan lykkes, selvom det ser håbløst ud. Ser man på Keld Moseholms kunstneriske produktion gennem tiden, så har mennesket hele tiden været i centrum. Tidligere med fokus på kroppen og en afbildning af den i forskellige positioner. Men også med fokus på at skildre det indre liv.
Spørgsmål:
Har figurernes kropsform betydning for vores opfattelse og reaktion på værket?
Hvad kan man få ud af en skulptur af Keld Moseholm? Hvad er det, han gerne vil fortælle os?
Hvad betyder det, når et kunstværk er humoristisk? Bliver budskabet nemmere at forstå?
Praktiske opgaver:
Skab figurer i ler i forskellige udtryk.
Se på en skulptur af Keld Moseholm. Digt videre på historien, du ser. Hvad sker der efterfølgende?