Visdommens Kilde

Vil du vide mere?

Mere om Keld Moseholm

Omdrejningspunktet for billedhugger Keld Moseholm er skulpturen, og omdrejningspunktet for hans skulpturer er mennesket. Det er hans foretrukne motiv. Ofte er mennesket fremstillet som en lille rund mand eller kvinde. Disse mennesker er ofte i færd med en eller anden form for handling. Det er disse handlinger, der er det centrale i værkerne. De små runde mennesker har dog ikke altid været der. I Keld Moseholms tidligere værker er menneskefiguren mere klassisk og naturalistisk. Men det har altid handlet om at afbilde mennesket.

Den klassiske skulptur

Keld Moseholm blev uddannet på Det Kongelig Danske Kunstakademi, hvor han gik på billedhuggerlinjen under professor og billedhugger Gottfred Eickhoff. Det var en uddannelse i den klassiske billedhuggerkunst. Dette fornægter sig ikke i Moseholms tidlige værker, der er kendetegnede af et naturalistisk og men samtidig moderne formsprog. Stilen er enkel, lidt grov og ikke så detaljeret. Man er ikke i tvivl om, at man står overfor eksempelvis en kvindefigur. Der er fokus på formen, på materialet og mindre fokus på detaljer som hår og ansigtstræk. I de tidlige skulpturer viser Keld Moseholm eksempelvis kvinden i en rolig og næsten indadvendt positur, som enten er stående, siddende eller liggende. Der er meget lidt bevægelse og uro her. Figuren står i rummet og enkelte forskydninger skaber liv i skulpturen. Det kan for eksempel være benene, der krydses, eller armene der holdes på ryggen. Det er tydeligt i disse skulpturer, at Keld Moseholm mestrer billedhuggerkunsten til fulde. 

Der er nogle af disse skulpturer, der viser frem til det formsprog, som Keld Moseholm benytter sig af i dag. Eksempelvis skulpturen Lene fra 1996, som står på Torvet i Fåborg. Kvinden i skulpturen er afbildet i det sekund, hvor hun sætter sig på en gynge. Hun står næsten oprejst og holder om rebene. Hun skal lige til at sætte af. Man kan nemt forestille sig, hvordan hun sekundet efter gynger. Man kan ikke se, hvad gyngen hænger i. Det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er det sekund, han har indfanget hende i. Det er et fint eksempel på en stillestående skulptur med masser af bevægelse i. Det, der peger frem mod de senere skulpturer, er netop bevægelsen, at han indfanger figuren i færd med noget. 

Flere af Keld Moseholms tidligere værker er modelleret efter levende model. Det kunne både være børn, unge, voksne eller gamle. Ofte har det være kunstnerens egen familie, der har stået model. Han vedbliver med at skabe skulpturer i klassisk, moderne stil helt op i 90´erne. Keld Moseholm har også skabt en lang række torsoer og portrætbuster, som også er forbundet med en lang kunsthistorisk tradition. Fælles for busterne og skulpturerne er, at Keld Moseholm formår at skildre personernes indre liv og give dem et levende udtryk gennem en harmonisk og rolig figurskildring. 

Keld Moseholm har også lavet en lang række værker med figurer i bevægelse. Det kan være gymnaster, der springer over buk, fodboldspillere i kamp eller ryttere til hest. Det er kendetegnende, at det er figurernes bevægelsesmønstre, der er i fokus. For selvom der eksempelvis kan være flere gymnaster i det samme værk, så ser det ud som om, der er tale om en afbildning af samme gymnast i forskellige positioner. Vi ser gymnasten stå klar, tage tilløb, springe over bukken og lande på måtten igen. Det er et studie i kroppens forskellige bevægelser som stilstand, løb og spring.

De surrealistiske og humoristiske skulpturer

De små runde mennesker myldrer ind i Keld Moseholms kunstneriske univers i 1980´erne og med dem et mere karikeret og fabulerende formsprog. Det er som om, der er noget andet på spil for Keld Moseholm nu, som ikke kan udtrykkes med den klassiske skulptur. Fokus flytter fra kroppen til en krop eller kroppe i en handling. 

Det er karakteristisk, at de små runde mennesker i Moseholms værker ofte er flere om de handlinger, de er i gang med. Det betyder, at de ofte samarbejder om projektet, uanset hvor grotesk eller mærkværdig handlingen eller projektet er. Der er ikke én, der stopper op og siger, at det ikke kan lade sig gøre. For det kan lade sig gøre. I hvert fald klør de små mennesker på. Også selvom det er dømt til at mislykkes. Som figuren, der læner sig forover for at skubbe til en kvinde, der sidder på en gynge. Han ser ikke, at han har lænet sig så meget forover, at han om lidt vil styrte ned fra den piedestal, han står på. 

Mange trækker på smilebåndene, når de ser de små mennesker i deres groteske situationer. Måske er det på grund af figurernes små runde kroppe, eller også er det de absurde handlinger. Eller måske en kombination? Måske skaber deres kropsform en distance men samtidig en ømhed? Vi kan se, at det er mennesker. Derfor kan vi spejle os i dem og genkende os selv i dem. 

Keld Moseholms værker skal ikke bare få os til at trække på smilebåndet. Alvoren er også et vigtigt element. De små mennesker ligner alle hinanden, og derfor ligner de alle mennesker. Der er os, der bliver afbildet. Det er os, der er i færd med håbløse handlinger, som vi ikke kender eller vil anerkende konsekvensen af.

Mennesket i centrum

Det er menneskers eksistentielle vilkår, som Moseholm afbilder i sine skulpturer. Det er håbløsheden, det groteske og absurde, han viser os, men det er også samarbejdet, glæden, kærligheden, opofrelse og legen. Keld Moseholms værker kan virke som karikaturer på det moderne menneske og de eksistentielle vilkår, vi underlægger os. Men han viser os også, at det nogle gange kan lykkes, selvom det ser håbløst ud. Ser man på Keld Moseholms kunstneriske produktion gennem tiden, så har mennesket hele tiden været i centrum. Tidligere med fokus på kroppen og en afbildning af den i forskellige positioner. Men også med fokus på at skildre det indre liv.