Væg med udliggere

Vil du vide mere?

Teori og praksis

Willy Ørskov undersøgte skulpturen gennem hele sit liv. Han interesserede sig for, hvad en skulptur var og hvad den kunne være. Denne interesse for skulpturen udmøntede sig ikke kun i at eksperimentere med skulpturen i fysisk forstand men også i teoretisk forstand. Willy Ørskov udviklede gennem essays og bøger en hel teori om skulpturen. 

Det overordnede princip for Willy Ørskov var, at en skulptur skulle aflæses ikke fortolkes. Gennem en grundig undersøgelse af, hvad et objekt egentlig er, fandt han blandt andet frem til en måde at aflæse skulpturen på. Den væsentligste forskel på at fortolke og aflæse er, at når man fortolker en skulptur, prøver man at finde billeder og symboler i skulpturen, som kan henvise til noget udenfor skulpturen. Det kunne være et billede på noget, en fortælling eller noget psykologisk. I en klassisk eller romantisk skulptur kunne der være mange billeder eller associationer, at disse helt skyggede for skulpturens opbygningen, dens materiale og dens funktion i rummet. I aflæsningen skal man udelukkende tage udgangspunkt i det, man ser. Willy Ørskov har selv sagt, at ”skulpturens indhold er skulptur”.

Principper for skulpturen

Willy Ørskov ville gerne bidrage til at forny skulpturen – en fornyelse, der havde være i gang i det meste af det 20. århundrede. Skulpturen skulle ikke længere kun være et billede på dyr eller mennesker, men kunne også være en abstrakt form i rummet. Willy Ørskov arbejdede med skulpturen ud fra fire grundformer, nemlig blokken, grenen, tremmekassen og væggen. Fra midten af 60´erne begyndte han at bruge industrielle materialer som plastik og gummi. 

Opbygningen af en skulptur kunne styres af nogle funktionsprincipper. Disse principper kunne eksempelvis være at stable, at bygge over, at hænge op eller at sammenkoble. I modsætning til opbygning står nedbrydning, som også kunne være et princip, der gjorde sig gældende i en skulptur. Principper for nedbrydning kunne eksempelvis være gennemboring, gennembrydning, udhuling eller smeltning.

Materialet kunne ifølge Willy Ørskov i princippet være hvad som helst. Det elementære for ham var dog, at der var en sammenhæng mellem materiale, materialets egenskaber og skulpturens form og udtryk. Derfor kan man også se skulpturer Willy Ørskov i det klassiske skulpturmateriale marmor. Willy Ørskov boede i mange år i Pietrasanta, som ligger i nærheden af Carrara, der er kendt for sine mange marmorbrud. Et eksempel på et værk i marmor kan ses ved Frederikssund Hospital.

Pneumatiske skulpturer

Willy Ørskov forsøgte at rykke ved grænserne for, hvad en skulptur kunne være. Det gjorde han blandt andet ved at eksperimentere med forskellige materialer som for eksempel plastik og gummi. Det var billige og industrielle materialer og ikke de materialer, man normalt forbandt med skulptur. Blandt andet lavede han flere oppustelige skulpturer, de såkaldte pneumatiske skulpturer. Skulpturerne var cylinderformede. Nogle var flere meter lange, andre mindre. Nogle stod lige op i vejret, andre lå ned og kunne have flere ”knæk”, afhængig af, hvor meget luft, der var fyldt i. Ved Biennalen i Venedig i 1976, hvor Willy Ørskov var udvalgt til at udstille, kunne man blandt andet se disse pneumatiske skulpturer. Forud for skulpturerne gik der mange timer med at eksperimentere med for eksempel at finde frem til det rette materiale, metoder til at svejse og selvfølgelig selve udformningen. De pneumatiske skulpturer var følsomme overfor temperaturer og lufttryk og kunne derfor forandre sig over tid. De rummer altså begreber som forandring, tid og nedbrydning.

Den nødvendige skulptur

For Willy Ørskov var det nødvendigt, at skulpturen kun rummede lige netop de former, der var nødvendige for at opbygningen var meningsfuld. Alle enkeltdele på en skulptur af Willy Ørskov er altså nødvendige for helheden, og der er ikke noget, der er overflødigt. 

Willy Ørskov interesserede sig også for, hvordan en skulptur kunne have en positiv indflydelse på bymiljøet. Han mente, at såfremt en skulptur forholdt sig til de omgivelser, den var anbragt i, så ville den kunne være med til at skabe en bedre bymiljø. Derfor lavede Willy Ørskov en lang række offentlige udsmykninger, hvor skulpturen fungerede som bindeled mellem bygning og rummet omkring bygningen. Eksempelvis fik Kongsholm Gymnasium i Albertslund en udsmykning, der består i en række piller i stål, der nærmest danner en arkade langs skolens mur. Udløberne kan minde lidt om en forenklet udgave af de støttepiller, man ser i gotiske kirker. Udløberne skal dog ikke støtte bygningen, men i stedet for skabe en sammenhæng mellem bygning og omgivelser.

Enspænderen

Modsat flere af Willy Ørskovs kunstnerkolleger, var han ikke en del af Eks-skolen i starten af 60´erne. Måske fordi han gentagende gange søgte mod udlandet for at finde inspiration der. Willy Ørskov gik sine egne veje, men søgte samarbejde på andre måder. I Paris møder han billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen. De boede i den samme bygning i Paris i starten af 60´erne, og de udstillede blandt andet sammen på Louisiana i 1964. Det er også i Paris, at Willy Ørskov møder maler og billedhugger Kasper Heiberg, som han begynder at samarbejde med. For Kasper Heiberg var omdrejningspunktet farven, og han bemalede flere af Willy Ørskovs værker. 

Willy Ørskov vedblev med at arbejde med og udforske muligheder for skulpturen helt frem til sin død. I sit teoretiske virke var han inspireret af den fransk strukturalisme og den filosofiske fænomenologi. Igennem sine mange teoretiske skrifter om skulptur og gennem sit virke som professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi fik han stor betydning for dansk kunsthistorie.