Styrke og Snilde

Kunstner: Keld Moseholm

Placering: Dalgas Torv, Storegade, Brande

Fakta:

Kunstner

Keld Moseholm
Født 1936

Titel

Styrke og Snilde

Kategori

Skulptur

År

2009

Materiale

granit, bronze, stål

Placering

Dalgas Torv, Storegade, Brande

Historie & Biografi

Denne skulptur er én af to skulpturer i Brande af Keld Moseholm. Den anden står ved Mølletorvet og har titlen Visdommens Kilde. Denne store skulptur er karakteristisk for det formsprog, som Keld Moseholm har arbejdet med siden 80´erne. De små, runde mennesker befolker mange af hans værker. De er ofte i gang med én eller anden form for handling, og ofte er denne handling besværlig, absurd eller ligefrem surrealistisk. Det er skulpturen Styrke og Snilde et godt eksempel på. 

Skulpturen fungerer som en port med to søjler af granit og en vandret overligger, som bliver båret af en mand. Den anden lille mand har en vippestang under overliggeren. Han holder den oppe ved at bruge kroppen som modvægt. Kunstneren har selv fortalt, at de symboliserer henholdsvis styrke og snilde. Man kan jo diskutere, hvem der besidder hvad? Er det ham, der bærer, eller er det ham med vippestangen, der er den kloge? For hvad skal der ske efterfølgende? Hvordan får de lagt overliggeren ned, og passer den overhovedet? Hvad er i det hele taget deres forehavende? 

Sådan er der mange spørgsmål at stille skulpturen, og det er med til at åbne skulpturen op for beskueren. Selvom formsproget er tydeligt, og vi hurtigt kan aflæse det, så får vi ikke alle svar. 

Det er karakteristisk for Keld Moseholm, at han ofte bruger de små runde mennesker i sine skulpturer. De er anonyme i deres udtryk, de har ikke individuelle træk og slet ikke ansigter. De er almenmenneskelige, og på den måde afspejler de almenmenneskelige udfordringer, handlinger, styrker og svagheder. 

Keld Moseholm er uddannet billedhugger og har tidligere skabt en lang række skulpturer, der er langt mere klassiske i deres formsprog. De karakteristiske små runde mennesker kom ind i billedet i 80´erne og har siden været den foretrukne figur i Keld Moseholms produktion. Det ses også i den anden skulptur af Keld Moseholm i Brande. I Visdommens Kilde kravler og kæmper små runde mennesker sig op ad stejle klippesider for at komme til kilden, som springer øverst oppe.  

 

BIOGRAFI 

Keld Moseholm

Billedhugger, skulptør

Født den 26. april 1936 

Keld Moseholm blev uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 1958 - 62 og på Kunstakademiets Billedhuggerskole, hvor han gik fra 1965 – 70. Han debuterede allerede i 1961 på udstillingen Skulptur i Eventyrhaven i Odense. Han har udstillet på mange udstillinger gennem årene både i Danmark og i udlandet. Han deltog blandt andet ved Sculpture by the Sea i Aarhus i 2011, hvor han vandt publikumsprisen. At Keld Moseholm er utrolig produktiv, kan ses på det store antal af værker og udsmykninger, der kan ses i det offentlige rum i både Danmark og i udlandet. En stor del findes på Fyn, hvor kunstneren er bosiddende. Men også i blandt andet Billund, Ålborg, Hjørring, Hillerød og København kan man møde hans skulpturer. Derudover er Keld Moseholm repræsenteret på blandt andet Brandts i Odense, The Balnaves Foundation i Australien, Ostholstein Museum i Tyskland og hos Fyns Kunstfond. Han har blandt andet modtaget The Balnaves Foundation Sculpture Prize ved Sculpture by the Sea i Australien i 2010, Prix Fondation Florence J. Gould i Monaco i 1987.