Kunstner: Bjørn Nørgaard
Placering: Ikast-Brande Gymnasium, Bøgildvej 6, 7430 Ikast
Værket består af en mur, der er delt op i seks felter i to farver. På murens ene side er der påsat omkring 150 forskellige relieffer i forskellige størrelser og udformninger. De er lavet i støbejern. På den anden side af muren er der bænke, der er en integreret del af skulpturen. Farverne og opdelingen af muren i felter danner et forløb, en fortælling, som relieffragmenterne er en del af. Murens dele er kantede, har indhak og hver del har et kantet hul i muren.
Værket ”Nu erkender jeg stykkevis” har forbindelse til et andet værk af Bjørn Nørgaard i Ikast, nemlig ”Riv dette tempel ned”, som står ved Ikast Kirke. De mange relieffragmenter, som ses i ”Nu erkender jeg stykkevis” blev oprindeligt brugt som støbeforme, også kaldet matricer, til skulpturen ”Riv dette tempel ned”. I ”Riv dette tempel ned” udgør de en samlet fortælling sammen med alle de andre elementer i skulpturen. I ”Nu erkender jeg stykkevis” kan relieffragmenterne opleves enkeltvis og på nært hold, men stadig som en samlet fortælling. Bjørn Nørgaard siger selv: Det er en historie om, hvorledes vi i dagligdagen oplever livet stykkevis, vi handler ind, vi er i skole, vi cykler, vi kommer hjem osv., men af og til er det vigtigt, at vi sætter os ned og ser vores liv i en større sammenhæng.”
Relieffragmenterne viser mennesker, kropsdele og andre figurer, der alle har en eller anden form for relation til vores fælles historie. Måske kan du genkende ansigtet på en filosof, en politiker, en kunstner, en bibelsk person eller en helt anden. Der er også henvisninger til kunstværker, bygningsværker, religioner og andre former for tegn, der alle sammen er fragmenter af vores fælles historie.
Bjørn Nørgaard står bag flere skulpturer i det offentlige rum i Ikast. Den allerførste skulptur han lavede, var Ikast Monumentet, som står i Frisenborgparken. Siden kom Arkitektoniske Elementer, Riv dette Tempel ned og Nu erkender jeg stykkevis til. I Brande står skulpturen ”Odins Øje” ved Brande Højskole.
Biografi
Bjørn Nørgaard
Billedhugger. Født den 21. maj 1947 i København
Bjørn Nørgaard var elev på Den Eksperimenterende Kunstskole, også kaldet Eks-skolen, i perioden fra 1964 og frem. Han havde sin først soloudstilling i 1965 i Studentersamfundet i København og har siden haft en lang række af udstillinger både i ind- og udland. Han er ridder af Dannebrog, han modtog Thorvaldsens Medaljen i 1996, og er i øvrigt modtager af en del andre priser og udmærkelser. Han har været professor på billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1985-94, ligesom han blandt andet har været gæsteprofessor ved Rijks Akademie i Amsterdam og ved Central Academy of Fine Arts i Beijing.
Bjørn Nørgaard står bag en lang række af aktioner, udsmykninger, skulpturer, installationer, kirkekunst, film, tidsskrifter, illustrationer til bøger, trykkervirksomhed og en kammeropera. Nogle få skal nævnes her. Blandt hans mest kendte værker er blandt andet Kvindelig Kristus II/Uddrivelse af templet, hvor hans hustru Lene Adler-Pedersen gik nøgen gennem Børsen og Hesteofringen, fra 1970 som blev skabti samarbejde med Lene Adler-Pedersen og Henning Christiansen. I 1974 skabte han Monument til Ikast, i 1984 Menneskemuren, som nu ses ved Horsens Kunstmuseum. I 1988 blev han udpeget til at lave det kunstneriske forlæg til gobelinerne til riddersalen på Christiansborg. Gobelinerne var færdige i 1999. I 2012 lavede han skulpturen Riv Dette Tempel Ned til Ikast Kirke. Han har desuden tegnet sarkofag´et til hendes Majestæt Dronning Margrethe.
Bjørn Nørgaard er repræsenteret på mange af de danske kunstmuseer, særligt har Horsens Kunstmuseum, Aros i Århus og Statens Museum for Kunst store samlinger af hans værker.