Kunstner: Peter Bonnén
Placering: Frisenborgparken, Ikast
”13 Elementer” eller "Min Jødiske Kirkegård", som værket også kaldes, udgøres af 13 individuelt udformede blokke, som står på den grønne, let skrånende plads i Frijsenborgparken. Blokkene er alle forskellige i størrelse og udformning. Alle har samme lukkede form, på nær én. De står isolerede fra hinanden, spredt ud på grunden, dog med samme retning og med udformningen og materialet som fællesnævner. De er alle af jern, der efterhånden har fået den samme rustrøde farve, og alle har de sider, der er glatte og sider eller flader, der er ujævne.
Den Jødiske kirkegård er et gennemført eksempel på den meget stringente stil, der præger Peter Bonnéns kunst. Men den er ikke mere stringent, end at der synes at være et vibrerende liv i blokkenes rå overflade, og i det sammenspil, der er mellem blokkene. Blokkene er anonyme, de er individuelle og fulde af udtryk. Værket har en pendant på Bornholm. I skulpturhaven ved Bornholms Kunstmuseum står et lignende værk af Peter Bonnén med titlen ”Min Etiopiske Kirkegård”, som er fra 1992.
Peter Bonnén er dansk billedhugger, maler og fotograf uddannet på Den Eksperimenterende Kunstskole, også kaldet Eks-skolen i København i starten af 60´erne. Hans skulpturer er kendetegnet ved et stringent og minimalt formsprog, hvor han arbejder med én eller flere blokke i jern eller sten, der bearbejdes, så skulpturen både har ujævne flader og helt glatte, lige flader. Han har sin kunstneriske afsæt i minimalismen og de kunstneriske strømninger i starten af 1960´erne, hvor man eksperimenterede med at nå et nulpunkt for skulpturen, så den ikke længere besad den indre mening.
BIOGRAFI
Peter Bonnén (f. 1945)
Maler og billedhugger.
Født den 27. oktober 1945 i København.
Peter Bonnén var elev på Den Eksperimenterende Kunstskole i København fra 1961 – 62. I 1963 debuterede han på Sommerudstillingen, ligesom han også udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling i årene 1963-66. I 1964 blev han formand for Sommerudstillingen. I 1972 blev han medlem af Grønningen, og samme år blev han medlem af Akademirådet. I 1973 blev han formand for foreningen Kunst på Arbejdspladsen, og han modtog Eckersbergs Medajlen i 1989.
Peter Bonnén er repræsenteret på mange af de danske kunstmuseer og har lavet flere skulpturer til det offentlige rum, blandt andet Min Etiopiske Gravplads fra 1992, som står ved Bornholms Kunstmuseum, Skulptur i Otte Dele fra 2000 ved Syddansk Universitet i Odense, og skulpturen Fem Porte og To Vægge fra 1993 som står ved Silkeborg Bad. I Ikast findes endvidere Skulptur i Tre Dele fra 1991 ved Peter Bonnéns Vej.
I 1961 var Peter Bonnén 16 år, og var gået ud af skolen. Han ville gerne uddanne sig inden for kunst, men var for ung til at søge ind på Kunstakademiet. På opfordring fra maleren Albert Mertz valgte han at søge ind på Den Eksperimenterende Kunstskole.[1] Skolen var blevet dannet i 1961 af kunstnerne Paul Gernes, Richard Winther, Jens Jørgen Thorsen, Roger Pring og kunsthistorikeren Troels Andersen som et alternativ til Det Kongelige Danske Kunstakademi, som man mente, var blevet for konservativ i sin undervisning og tilgang til kunst.[2] Over 100 kunstnere fik igennem Eks-skolens levetid undervisning der, her i blandt navne som Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Stig Brøgger og komponisten Henning Christiansen. For at blive optaget som elev, skulle man fremvise eksempler på sit arbejde, som så blev vurderet af skolens undervisere og øvrige elever.
De første år arbejdede Peter Bonnén med skrotskulpturer og assemblager, gerne med dele fra gamle, udtjente biler. Der findes et par eksempler af disse på kunstmuseet Heart i Herning. Senere blev det maleriet, der optog ham, og da han debuterede på sin første udstilling i 1962 , var det med malerier. Men han vender tilbage til jernet og skulpturen, som bliver hans fortrukne materiale og udtryksform.
I sine skulpturer vedbliver Peter Bonnén at kredse om blok-formen på forskellige måder. Han skaber eksempelvis aflange, søjleformede blokke, der stilles parvis, eller han arbejde med kuben, der gennemskæres eller får indhak. Det er formen, modsætningsforholdet mellem den glatte og den ru overflade, sammenstillingen af det ubearbejdede og det bearbejdede og formernes indbyrdes forhold og rummet imellem dem, der er det essentielle i hans værker. De skal ikke referere ikke til noget uden for dem selv, men skal opfattes som det, de er, nemlig form, flade, forskellige strukturer og formernes indbyrdes forhold og de rum, der skabes mellem formerne.
Netop denne indadvendthed og det psykologiske fravær var måske det lagerforvalter Peter Rindal opponerede imod, da han blev konfronteret med Peter Bonnéns skulptur ”Skulptur i Seks Dele” fra 1965, som Statens Kunstfond havde erhvervet. Statens Kunstfond var blevet oprettet i 1964, og Peter Rindal fremsatte åbenlyst sin kritik af fonden. Han mente ikke, at skatteydernes penge skulle bruge på kunst, som ingen kunne forstå. Denne holdning fik senere betegnelsen ”Rindalismen”. I et avisinterview blev Peter Rindal konfronteret med Peter Bonnéns skulptur, og den blev derved nærmest symbolet på alt det, Peter Rindal var imod. Peter Bonnén var ikke ked af omtalen. Den var med til at skabe opmærksomhed om hans kunst.
I USA i starten af 60´erne diskuterede nogle kunstnere, hvordan de kunne befri kunsten for al fortolkning og psykologi. En gruppe af kunstnere begyndte uafhængigt af hinanden at arbejde med geometriske former, gerne i gentagelser og gerne i industrielle materialer som plexiglas, plastik eller stål. Her hjemme diskuterede man også skulpturens betingelser, dog ifølge Peter Bonnén selv, uden bevidsthed om tendenserne i USA. Men uanset hvad, så havde man en fælles opfattelse af, at den minimalistiske skulptur fremstod langt stærkere end den komplekse. I USA var tendensen opstået af popkunsten og som et modspil til den abstrakte ekspressionisme. Man ville bort fra fortolkninger og psykologi i kunst og hen mod et nulpunkt, man så kunne arbejde videre ud fra det. I Danmark er det ud over Peter Bonnén især kunstnere som Hein Hansen, Peter Louis-Jensen, Mogens Møller, Nils Guttormsen og Kasper Heiberg, der udforskede den minimalistiske skulptur.[3]
For Peter Bonnén bliver den minimalistiske skulptur i stål eller sten hans varemærke, som han fortsat udfordrer på forskellige måder. Han udstiller flere stedet i ind- og udland, og engagere sig ofte i kunstdebatten. Han blev formand for Sommerudstillingen i 1964, ligesom han blev formand for foreningen ”Kunst på Arbejdspladsen”, som blandt andet var blevet starten af Louisianas stifter Knud W. Jensen. Formålet med foreningen var at få mindre udstillinger ud på virksomheder i en periode, så medarbejderne der kunne få glæde af skiftende kunst.
[1][1] Weirup, Torben: ”Kunst og kamp kræver stadig stål - En fortælling om Peter Bonnén”, p. 32. Dansk Metal, 2003.
[2] ”Ny Dansk Kunsthistorie. Bind 9: Geometri og bevægelse”, p. 97 ff. Forfatter Mikkel Bogh. Red. Peter Michael Hornung. Forlaget Palle Fogtdal A/S, 1996.
[3] ”Ny Dansk Kunsthistorie”; p. 130 ff.
Spørgsmål til værket:
Vidste du, at en jødisk kirkegård ikke må nedlægges eller fjernes? Derfor kan man mange steder stadig se de jødiske kirkegårde, selvom de måske ikke længere er i brug. Er det også sådan på den danske folkekirkes kirkegårde?
Hvorfor tror du, at Peter Bonnén har kaldt værket ”Min Jødiske Kirkegård”?
Kik godt på blokkene i værket. Hvorfor tror du, at der er én blok, der skiller sig ud?
Hvilken betydning har det, at blokkene ikke er helt ens, og ikke står på samme måde?
Synes du, at kunst skal være noget, alle forstår?
Synes du, at kunst skal være noget, det ligner?
Der er lidt tvivl om den egentlige titel på værket. Et sted bliver den kaldt ”13 elementer” og et andet sted ”Den Jødiske Kirkegård”. Hvilken forskel gør titlen på den måde, man opfatter værket på? Kunne man kalde det noget helt andet? Find på en anden titel og diskutér, hvad det gør ved måde, vi opfatter værket på.
Praktisk opgave:
Prøv at arbejde med kubeformen derhjemme, og afprøv hvilke følelser, man kan udtrykke ved at bearbejde formen uden at skulle lave noget figurativt. Dette er en opgave for de store børn.
