Kunstner: Lisbeth Eugenie Christensen
Placering: Storegade 12, Brande
Et af de nyeste gavlmaleri i Brande er Lisbeth Eugenie Christensens værk January II i Storegade. I anledningen af 50-året for de første gavlmalerier i byen besluttede en lokal erhvervsdrivende at give byen endnu et gavlmaleri. Efter en skitsekonkurrence blev Lisbeth Eugenie Christensen valgt til at udføre opgaven.
Værket er placeret i Storegade. Overfor på den anden side af gaden kan man se K. Bjørn Knudsens Akrobatfantasi, som var et af de første gavlmalerier i byen. Der er altså 50 år mellem de to gavlmalerier, og deres placering i nærheden af hinanden indkapsler det tidsrum, der er imellem dem, fint. Trods deres forskellighed, synes Lisbeth Eugenie Christensens værk at udtrykke en form for respekt for K. Bjørn Knudsens værk.
Lisbeth Eugenie Christensens formsprog er abstrakt og figurativt på én gang. Det ene udelukker ikke det andet. Der er ofte en eller anden form for genkendeligt og fortællende element i hendes værker. Det kan være et blad, en fjer, en plante eller noget helt andet som befinder sig på billedfladen sammen med helt abstrakte former, farver og linjer. I gavlmaleriet January II er det antydede figurative element et udsnit af en luftballon, hvor de hvide linjer er luftballonens barduner. Bardunernes retning fra nederst til højre og op mod øverst til venstre giver en bevægelse i værket. Luftballonen synes at være ved at løfte sig, og man kan for det indre blik forestille sig, hvordan ballonen snart står lodret for herefter at svæve afsted hen over byens tage. Men for at vi ikke skal fortabe os i det figurative, har Lisbeth tilføjet nogle abstrakte og nærmest surrealistiske elementer i værket. Det er den grønne form oppe mellem vinduerne, den underlige svævende grå form til venstre og den okkerfarvede formation i midten. Her får vi noget at arbejde med.
Lisbeth Eugenie Christensens formsprog synes at være meget stringent, skarpt og minutiøst. Hun arbejder ofte med at placere de genkendelige og abstrakte elementer i et svært definerbart rum, som opstår ved hjælp af overlapninger, linjer, geometri og perspektiv. Rummene er helt centrale i værkerne, de er aktive og skal ikke bare fungere som baggrund for noget, men har en selvstændig karakter i værket.
Lisbeth Eugenie Christensen, f. 1969. Maler. Hun er uddannet på Institut for Visuel Kommunikation på Designskolen Kolding i 1990-95. Hun debuterede på Designskolens Afgangsudstilling i Kolding i 1995 og har siden blandt andet udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling. Derudover har hun gennem årene udstillet både alene og i gruppesammenhæng mange steder i landet. Lisbeth Eugenie Christensen er en klassisk maler. Hendes formsprog er på én gang både abstrakt og figurativt med vægt på det abstrakte. De figurative elementer i hendes værker synes udvalgt på grund af deres form, og bliver ikke malet eller tegnet med henblik på at henvise til den virkelig form. Det er de grafiske udtryk, der er i centrum. Der er ofte en markering af et rum tilstede i hendes værker, som bliver skabt af linjer, figurernes placeringer, skyggevirkninger og overlapninger. Ofte arbejder hun med transparente overlapninger og store farveflader, og hendes palet er ofte nedtonet og lys. Lisbeth Eugenie Christensen har skabt flere udsmykninger til det offentlige rum blandt andet til Retten i Svendborg, Nyborg Gymnasium og Sletten Skole på Fyn. I 2017 fik hun Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens hæderslegat.