Huset i Ikast

Vil du vide mere?

Komplet kunstner

Per Kirkeby var en af vor tids helt store malere og billedhuggere, anerkendt både herhjemme og internationalt. Han var måske først og fremmest kendt for sine malerier, som ofte er i meget store formater. Men mange kender også hans meget smukke grafik. Derudover var han billedhugger, forfatter, digter, scenograf og arkitekt. Han var oprindeligt uddannet geolog, hvilket i høj grad også satte sit præg på hans kunst. Han udstillede på talrige udstillinger i Danmark og i udlandet. Blandt andet havde han hele to separatudstillinger på Tate i London. Det er der ikke mange, der opnår. Han har også lavet udsmykningsopgaver mange steder, blandt andet nogle ekstraordinære loftsmalerier, ét i et auditorie på Aarhus Universitet og ét i Den Sorte Diamant i København.  

Per Kirkeby og Eks-skolen

I 1962 kom Per Kirkeby til Den Eksperimenterende Kunstskole også kaldet for Eks-skolen. Skolen var blevet dannet i 1961 af kunstnerne Paul Gernes, Richard Winther, Jens Jørgen Thorsen, Roger Pring og kunsthistorikeren Troels Andersen. Skolen skulle være et alternativ til Kunstakademiet, som man mente, var blevet for konservativ i sin undervisning og tilgang til kunst. Over 100 kunstnere fik gennem Eks-skolens levetid undervisning der. 

Eks-Skolen kan måske bedst betegnes som et arbejdskollektiv end som en egentlig skole. Der var ikke det traditionelle lærer-elev-forhold. Det handlede mere om samarbejde. Per Kirkeby var blandt andet med i skolens happening-team og også collage-klassen, hvor man arbejdede med ophobninger af blandt andet skral og skrot. På Eks-skolen handlede det lige så meget om processen bag tilblivelsen af et værk, som det handlede om selve værket. Det handlede også meget om at nedbryde grænsen mellem beskuer og kunst, mellem kunsten og dagligdagen. 

En af de aktioner eller happenings, som Per Kirkeby var med til på Eks-skolen var Tiden, stedet og rummet. Kirkeby selv har omtalt det som en stoflig happening, hvor Kirkeby og Peter Louis-Jensen iførte sig skjorter, som de smurte ind i farve og dernæst klaskede våde op på en tynd papirvæg, som farverne kunne løbe ned ad. Samtidig blev der læst op af guldaldermaleren J. Th. Lundbyes dagbøger. I disse happenings handlede det om en sammensmeltning mellem kunst og liv. Fluxus-kunstnere havde i årene forinden også dyrket en form for sammensmeltning mellem billedkunst, musik, digte og teater karakteriseret ved at indeholde lige dele morskab, forargelse, forvirring og indifference. I slutningen af 1960´erne var Per Kirkeby en del af Fluxus-netværket i New York.

Fastholder maleriet

1960´erne var en tid, hvor mange tog afstand fra maleriet som kunstgenre, fordi man anså det for klichefyldt og udtømt. Dog ikke Per Kirkeby. Han gjorde det modsatte, nemlig at holde fast i maleriet, som han på mange måder fornyede. I sit maleri var Per Kirkeby især inspireret af popkunsten og kunstnere som Andy Warhol og Robert Rauschenberg. Han begyndte blandt andet at arbejde i serier, som Andy Warhol også gjorde. Det var både serier af malerier i samme format, eller seriefigurer, der gik igen igennem værkerne.

Per Kirkeby arbejdede blandt andet med en række af malerier i samme format, 122 x 122 cm, på plader af masonit. Herpå maler han silhuetter af kvinder, tegneseriefigurer som Prins Valiant, solnedgangen eller et stakit sammen med abstrakte områder. Rauschenberg lavede silketryk oven på sine malerier, Kirkeby maler disse figurer efter skabeloner. Det blev til Kirkebys metode til at føre elementer fra virkeligheden ind i maleriet. Det var også en metode til at kunne gentage den samme figur igen og igen, hvilket netop var et element, han hentede fra popkunsten. Når Warhol gentog motivet med eksempelvis Marilyn Monroe igen og igen og blot varierede farverne, så tømte han motivet for betydning. Det samme gjorde Kirkeby med sine repetitioner. I malerierne placerede han disse figurer i forgrunden, hvorimod baggrunden i maleriet var et virvar af penselstrøg. De figurative elementer er det rolige i maleriet, der modsvares af den urolige baggrund. Det serielle havde en fremtrædende plads hos Kirkeby. Den kunne altså både være en serie af malerier i det samme format, eller en gentagelse af de samme figurer i forskellige værker.

Slut 1970´erne

I 1970´erne bryder Per Kirkeby med Eks-skolen. Han opsøger nye samarbejdsrelationer blandt andet i Tyskland. En kunstner, der får stor betydning for Per Kirkeby, er den tyske kunstner Georg Baselitz, som han møder gennem sit tyske galleri. I slutningen af 70´erne skifter Per Kirkeby spor. Han vender tilbage til sine geologiske naturstudier og begynder at male intense værker, hvor også referencer fra litteratur- og kunsthistorien samt Kirkebys mange rejser ses. Han bygger malerierne op af mange lag typisk i mørke jordfarver. Samtidig nedtones de figurative elementer fra malerierne, så de indimellem kun lige kan anes. Men samtidig vedbliver han at arbejde med plader af masonit, der nu bliver bemalet sorte med farvekridt, som han fikserer. 

Per Kirkebys værker kan synes at være abstrakte, men der er som nævnt ofte reminiscenser af figuration i værkerne. Her og der kan man ane træer, stubbe og sten. Det kan også være klippeformationer, huler eller bjælker og hytter. Han henter motiverne fra sit eget vokabularium, fra den oldkristne byzantinske billedkunst og fra andre kulturer, som eksempelvis Maya-kulturen fra Mellemamerika. 

Foruden maleriet arbejdede Per Kirkeby stadig med de minimalistiske skulpturer i mursten, som han begyndte at eksperimentere med allerede i de første år på Eks-skolen. I murstensskulpturerne diskuterede Per Kirkeby begreber som bevægelse, skulpturens indflydelse på det omliggende rum og forholdet mellem lys og skygge. Derudover skabte han også en lang række af mørke skulpturer i bronze. Arbejdet med skulpturerne i mursten kan måske have inspireret Per Kirkeby til også at begynde at tegne bygninger. En bygning, der blev realiseret, var en udvidelse af Vest Himmerlands Museum i 1999. Den var tegnet af Per Kirkeby og arkitekt Jens Bertelsen og bygget i røde mursten.