Kunstner: Lars Ravn
Placering: Ikast-Brande Gymnasium, Bøgildvej 6, Ikast
I skolegården ved Ikast-Brande Gymnasium har arkitekt Ole Jensen skabt en rotunde, som består af 15 buede halvmure af mursten. Der er bænke på den ene side af murene og i midten et vandbassin. Imellem murene er der indsat 10 glasmalerier skabt af Lars Ravn. Det er 10 farverige og figurative glasmalerier, hvor kunstnerne har hentet inspiration fra gymnasiets studieretninger og fagudbud. Der er figurer, tegn, ord, historier og rebusser, der henviser til det at være ung og være i gang med at lære, at udvikle sig og tage stilling til, hvordan man vil bruge livet.
Glasmalerierne har Lars Ravn skabt i sin vanlige stil, hvor han blander figurative elementer med abstrakte former og ornamentik. Det er også kendetegnende for ham, at han gengiver almindelige og hverdagslige ting og situationer i sine værker. Ting og situationer, der kan virke banale, men Lars Ravn mener, at det er i det banale, at vi bliver til som mennesker. Det er også det, vi alle umiddelbart kender til og kan relatere til, og som kan få os til at se os selv lidt udefra. På samme måde bruger han ornamentikken i sine værker. Ornamentik er noget, vi umiddelbart kan sanse og opleve, og som ikke skal forklares og fortolkes. Ornamentikken i værkerne er vigtig for Lars Ravn.
Lars Ravn var en del af den kunstretning, som har fået betegnelsen De unge vilde. Det var kunstnere, der i starten af 80´erne gav genlyd på den danske kunstscene med vilde og heftige malerier og skulpturer af alle mulige former for materialer. De skubbede i den grad til opfattelsen af, hvad kunst kunne være.
Det er Ny Carlsbergfondet, der har finansieret udsmykningen, og som har peget på Lars Ravn til at udføre opgaven. Kunstneren er ikke ukendt i området, for der findes flere værker af Lars Ravn på gymnasiet, men også i Ikast og omegn. På rådhuset i Ikast hænger værket Labyrinttavle, og i Kulturhuset i Engesvang kan man se tre malerier af Lars Ravn. Det er også Lars Ravn, der står bag de såkaldte kaninborde, som står på biblioteket i Ikast.
BIOGRAFI
Lars Ravn: Født 14. august 1959 i Ålborg. Selvlært maler.Som ung gik han på gymnasiet i Vejle, hvor han begyndte at male. Siden kom han som militærnægter til at arbejde som håndværker på Silkeborg Kunstmuseum. Hans debut som kunstner var på udstillingen ”Billedmesse” på Vejle Kunstmuseum i 1980, og han har siden udstillet flittigt blandt andet på Silkeborg Kunstmuseum, Trapholt, Vejle Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum og Arbejdermuseet, og i udlandet blandt andet på Fondation Cartier i Paris, Lanlan Gallery i Kina samt på gruppeudstillinger på Færøerne, Island, Sverige, Tyskland for at nævne nogle få. Lars Ravn var tilknyttet den kreds af kunstnere, som blev kaldt "De unge vilde", og som i 80´erne skabte et råt og ekspressivt maleri. Lars Ravn deltog i en række fælles arbejder og projekter, blandt andet sammen med Kenneth Nielsen og Claus Carstensen. Han arbejdede også en del sammen med kunstneren Knud Odde. En af hans første udstillinger var på kunstbiblioteket Tranegården, der året forinden havde huset den legendariske udstilling ”Kniven på hovedet”.